Bag om navnene på de stolte skuder


Disen ligger som en dyne over Thyborøn og forsøger at holde morgensolen fra fadet. En fisker trækker i arbejdsstøjet, tager madpakken under armen og cykler hen på havnen. Han går om bord på kutteren, der er opkaldt efter fruen, som stadig sover trygt der hjemme. Kutteren tøffer ud af havnen og forsvinder i horisonten.
 

Og så tilbage til virkeligheden – væk fra forestillingen om fiskeren i sydvest og med piben i mundvigen. Virkeligheden er, at fiskeriet er et erhverv ligesom alle andre, hvor teknologierne konstant udvikles, og arbejdet effektiviseres. For eksempel er turene på havet blevet kortere, så fiskene er så friske som muligt, når de landes. Samtidig får skipperen flere og flere administrative pligter i land, herunder møder med alt fra fiskeriforeninger til banker og revisorer.

 

I takt med denne udvikling har traditionen med navngivningen af fiskeskibene også ændret sig. I de dage, hvor havet bestemte, hvilke fiskere, der vendte hjem, og hvilke, der ikke gjorde, blev skibene opkaldt efter skippernes koner eller græske gudinder, som var gode at have med i nødens stund. I dag er der ingen grænser for opfindsomheden, når fiskeskibene skal døbes.

Opfindsomheden lever i bedste velgående

Selvom traditionen ikke er så stærk længere, er der stadig fiskeskibe i Thyborøn, der bliver opkaldt efter koner eller børn, men hvor skibene tidligere udelukkende fik pigenavne, får de i dag også drengenavne. Et af de mest interessante eksempler fra Thyborøn er skipperen, der opkaldte sit skib efter konen, Lis, og deres to sønner, Kenneth og Michael. Skibets navn blev intet mindre end Lis-Kemi.

 

En af de nyeste trends er desuden at bruge slægtsnavne eller navne på fiskepladser såsom Flamborough Head og Doggerbanke, hvor sidstnævnte er kendt af mange fra vejrudsigten. Det er dog ikke alle, der holder sig til familiære eller fiskerirelaterede navne. Et af de mere opfindsomme findes i nabohavnen Lemvig, hvor en kutter er opkaldt efter skipperens kat Futte.

Tekst: Eva Jaffke