Fisk er spændende, lækker og sund mad


Fisk smager aldrig så godt, som når man selv har fanget den. Friskfanget dufter den af hav, den har klare øjne og friske røde gæller og smager himmelsk.

Det er naturligvis ikke alle forundt at fange sin fisk selv, og så er det jo dejligt at det i Thyborøn er muligt at købe fisk der kan hamle op med den du selv har fanget – der mangler bare den fantastiske følelse som enhver lystfisker kender, der har trukket en fisk i land.

Det er slet ikke så svært at tilberede fisk; med lidt øvelse kan du få rigtig gode og velsmagende resultater, og har du mod på at udforske de mange fiskearter der landes i Danmark – og som slet ikke får den opmærksomhed de fortjener – kan du få mange lækre kulinariske fiskeoplevelser, kun fantasien sætter grænser.

Prisen på fisk er meget afhængig af årstiden. Derfor er det en god idé at vælge fisk efter hvornår det er sæson for de forskellige fiskearter.

Kig forbi fiskehandlerens køledisk - og spørg, hvis der er arter du kunne tænke dig at smage, sandsynligheden for at han kan skaffe den er stor.

I Thyborøn starter dagen for fiskehandlerne i auktionslokalet – din garanti for frisk fisk.

Månedens Fisk

Mange mener kun, det er rødspætter, laks og til nød torsk, der kan spises, og er slet ikke opmærksom på det overdådige udvalg af lækre fiskearter, der landes i de danske havne.

Vi vil gerne udbrede kendskabet til de mange fiskearter og har gennem et år præsenteret månedens fisk. Mange har indsendt deres favoritopskrifter, og de er uploadet her på siden. 

Vi håber, du vil lade dig inspirere og måske prøve nogle fiskearter, du ikke engang har hørt om før.