Tørfisk


En lokal delikatesse

Når foråret nærmer sig i Thyborøn, stiger spændingen og forventningens glæde blandt unge og gamle – arter vejret sig, bliver høsten god og bliver det en årgang, man sent vil glemme?

Den delikatesse, Thyborønboerne omgås med samme ømhed og passion som en fransk vinbonde med sine druer, er intet mindre end saltet og tørret fisk. Selvom de færreste udefrakommende begejstres over smagen, er tørfisk en stor delikatesse for dem, der har spist tørfisk hele livet. Selv børnene i Thyborøn forspilder ikke chancen, idet de til enhver tid vælger tørfisk frem for slik.

I Thyborøn er der perfekte forhold til at lave tørfisk, idet selve tørringen er afhængig af saltholdig vind og gerne meget af den. Foruden blæst indeholder opskriften på tørfisk til en gennemsnitlig husstand cirka 300 rødspætter, omkring fire kilo salt, en stor beholder og otte til ti timer senere en god mængde snor til ophængning af fiskene.

Fisk til eget forbrug

I Thyborøn er der en uskreven regel, der siger, at man gerne må tage tørfisk fra andre, så længe man ikke tager flere, end man kan spise med det samme. Gennem tiderne har byens unge ofte benyttet sig af denne uskrevne regel, og rygtet siger, at de er gået langt for at nuppe sig en fisk i ly af mørket. Selv baghaver og baggange har fået besøg, når de vidste, der var noget at komme efter.

Dem, der var børn en gang, kan stadig finde på at tage et par tørfisk her og der, men helst hos naboer og venner. I takt med at de unge har fået andre og måske mere teknologisk funderede interesser, er mængden af tørfisk, der tages til eget forbrug, faldet. Alligevel værner tørfiskemagerne om deres fisk og hænger dem gerne under udhæng eller bagerst i haven, så de ikke kan ses fra alfarvej, idet det anses for en direkte invitation til lækkersultne forbipasserende.

Tørfisk på tre måder

Tørfisk naturel er den klassiske anvendelsesform, som ofte ses blandt publikum på det lokale stadion på solrige dage, når fodboldherrerne spiller kamp. En anden traditionel ret består af kogt tørfisk med nye kartofler og persillesovs. Sidst men ikke mindst skal det nyeste skud på stammen, grillet tørfisk, nævnes. Fællesnævneren for de tre retter er øl, idet den salte tørfisk øger tørsten, men hvorvidt fiskens sunde egenskaber ophæves af øllen, må være op til den enkelte at vurdere.

– God appetit.

Tekst: Eva Jaffke
Hent Adobe Flash player
Tørfisk i Thyborøn