Ud i det grønne


Fam. Madsen fra hhv. Vejle og Holstebro har tilbragt en dag i Thyborøn på cykel, og har sendt os denne artikel om deres tur, og de spændende ting de har mødt på deres vej.
Vi håber det kan inspirere andre til at følge i deres fodspor.
NORTHSEALIVING ønsker god tur.
 

En lørdag på engen

Den årlige familiecykeltur skulle i år gå til Thyborøn hvor vi havde planlagt en snigpremiere på Naturrum Thyborøns 11 km lange tur på engene på Harboøre tange.  Det var den koldeste, vådeste og mest blæsende juni lørdag i mands minde.

Vi startede derfor turen i tørvejr, med at kigge ind i auktionscentret, hvor vi fra udsigtsplatformen kunne se sorteringsmaskinerne og auktionshallen, selvom der ikke var gang i arbejdet. Da det stadig regnede efter at vi have været på høfde 59 for at se på indsejlingen til kanalen, kørte vi i tørvejr i De Røde Barakker, hvor frokosten bestod af et kæmpe stjerneskud.

Nu var der ikke flere undskyldninger så vi kørte ned til Naturrummets nye udsigtsplatform, hvorfra vi øjnede nogen der nød vejret – Surferne tumlede sig i bølgerne. Vi vendte ryggen til havet og begav os ud på engen. Her tilbragte vi de næste timer i selskab med fugle og blomster.

Flora

Vi havde ikke kørt længe før vi fandt hvad vi oprindeligt kom efter, en purpur gøgeurt (Dactylorhíza purpurélla) på vej til at springe ud. Det er en af de vilde danske orkideer. Hvis man kigger godt efter på blomsterne kan man tydeligt se, at de ligner dem fra stuen. Lige ved siden af stødte vi ind i endnu en sjældenhed nemlig den lille bregneart – slangetunge (Ophioglossum vulgatum). Vi mødte også massevis af tjærenellike, torskemund og kæruld samt blå og hvid iris. Alt i alt en meget spændende flora i det, der ved første øjekast ligner en kæmpestor græsmark.

Fauna

Imens vi botaniserede faldt øjet også på store og små fugle. Både landsvaler og bysvaler fløj omkring ørerne på os. Bysvalerne er ikke specielt sjældne, men et specielt sted at finde dem. Hvem ved måske yngler de i nogle af Cheminovas store bygninger i nærheden?
Vi så også nogle flotte eksemplarer af sortklire (Tringa erythropus) og rødben (Tringa totanus).

Ved en af de små søer, stødte vi på et svanepar med hele syv ællinger, gæsliger, svællinger, svanlinger eller svaneunger, som vist er det rigtige navn. Vi så mange almindelige småfugle, tornirisk (Carduelis cannabina), tornsanger (Sylvia communis), sivsanger, rørspurv og gulspurv. Der var som forventet også en del almindelige gråænder og blishøns.

På et tidspunkt så vi en hejre lette og ved landevejen sad en musvåge og lurede på bytte. Lige inden vi forlod engene krydsede selveste Mikkel Ræv vores vej.

Dejlig familietur

Alt i alt havde vi en spændende dag for både børnebørn, bedsteforældre og dem midt imellem. Hvis I vil gøre os turen efter skal I huske: Madpakke, kikkert, kamera samt fugle og flora bøger – hvis I ikke som os har en bedstefar, der kan sine dyr og planter. 

Man kan heldigvis låne udstyr til naturudflugter på Kystcentret, så kig ind der og spørg. Der kan I også se udstillingen om kystnaturens krybdyr, så I er forberedt hvis I møder nogen af dem på jeres engtur.

God tur fra familien Madsen